Om Photosynthetism
Click here for english version
Marianne Engbergs Photosynthetism billeder er fotogrammer, der skabes ved kemiske reaktioner i mørkekammeret. Fotogrammer fremstilles uden kamera, ved at placere og eksponere materialer og genstande direkte på lysfølsomt papir. Det specielle ved Photosynthetism består i, at Engberg lader fotopapiret blive liggende i længere tid i fremkaldervæsken og bruger den kemiske reaktion til at danne billedet. Marianne Engberg har sammensat navnet på sin arbejdsmetode af det græske ord ”foto” (φώτο), der betyder lys, og betegnelsen “syntetisme”, en strømning i post-impressionismen. Syntetismen blev introduceret i 1888 af malere ved Pont-Aven-skolen, bl.a. Paul Gauguin og Émile Bernard, der repræsenterede en forståelse af kunst som en syntese mellem den ydre verden og forestillingskraften. Samtidig lyder ”Photosynthetism” som og minder derved om “photosynthese”—et poetisk hint til lysets transformerende kraft.
Marianne Engberg beskriver sin tilgang til denne værkgruppe således: „Jeg havde altid været fascineret af at se, hvordan sort-hvide fototest papirstriber omdannedes til et helt spektrum af farver efter en måned i papirkurven. Pludselig en dag slog det mig: Hvorfor ikke bruge denne iagttagelse? […] Jeg udvider konstant processen. Efter mine første forsøg begyndte jeg at opvarme fremkaldervæsken til høje temperaturer og male med den på fotopapiret. Når jeg stillede varmt vand under fototrykket på glaspladen blev teststriben absorberet på en anderledens måde. Jeg venter i timevis, nogle gange dage og uger. Jeg betragter, hvorledes det fotografiske aftryk udvikler sig og reagerer, når jeg tilføjer nye lag og ændrer sammensætningen, mens lyset gør sit arbejde. Når jeg til sidst har det resultat, jeg vil have, gennemgår aftrykket de almindelige trin med stopbad, fiksering og skylning i vand. Først da stopper processen og billedet er færdigt.”
Ofte finder Marianne Engberg sine motiver i materialer eller genstande fra sine umiddelbare omgivelser: Plasticstykker fra gader og parker i New York bliver transformeret til abstrakte arbejder i sort-hvid eller grå skala. Farverne og formerne er skarpere i disse end i pinhole billederne; Photosynthetism æstetikken virker mere dynamisk og kantet. Små metaltråde, som folk tankeløst drejer og bøjer og efterlader på gaden, bliver til dansere. Vand bliver til bevægelse; et hegn til en moderne raster komposition. Ofte har billederne ligeledes et narrativt element: Metalobjekter fra den nu forladte Brooklyn Navy Yard, der havde sin storhedstid mellem 1806 and 1966, fremkalder historier om skibe og sømænd. Med sine H.C. Andersen fotogrammer har Engberg lavet en serie illustrationer til de mindre kendte, korte noveller, som “Theepotten“(1863), “Om Aartusinder” (1852) og “Lykken kan ligge i en Pind“(1869), “.
Marianne Engberg tager billederne i komplet mørke, med brug af forskellige temporære lyssætninger – nogle gange en 4000watt tungsten lampe, andre gange blot skæret fra en tændstik – og eksperimenterer med forskellige kemikalier, temperaturer og tidsforløb. Hun sætter kompositionen op på en glasplade, danner horisontale og vertikale linjer, abstrakte rum og tomrum. Efterfølgende skabes billedet henover tid af den kemiske reaktion i mørkekammeret, således at det samme billede aldrig kan gentages. Et fælles element i alle Marianne Engbergs fotografier er således tid. Hendes fotos er aldrig resultatet af et enkelt moment. På den måde adskiller både pinhole og photosynthetism sig fra vores sædvanlige opfattelse af det fotografiske mediums øjeblikkelighed.