Om Pinhole fotografi
Click here for english version
Pinhole (hulkamera) metoden er den simpleste form for fotografi – det er arketypen af et apparat skabt til at fastholde et optisk billede; et camera obscura. Det latinske begreb betyder mørkt (obscura) rum (camera). Det primære princip har været kendt siden Aristoteles tid: Når en lysstråle skinner igennem en lille åbning og falder på en mørk overflade, kaster det et spejlvendt, formindsket billede på den modsatte side eller væg. Før 1830erne, da Louis Daguerre udviklede de metoder, der ledte til moderne fotografi, blev camera obscura metoden benyttet både af kunstnere og arkitekter, der med spejle og linser projekterede billedet på papir for at kunne aftegne det. Et pinhole kamera bruger den samme effekt: Det er en lystæt boks med et meget lille afdækket hul på den ene og en lysfølsom film på den modsatte side. Filmen belyses alene ved at lade lys slippe igennem hullet, så eksponeringen til enhver tid kan stoppes og fortsættes. Teknikken lader verden fremstå tidsløs og stille. Alt, der bevæger sig, forsvinder. New York City ses uden mennesker. Forskellige tidspunkter på dagen smelter sammen. Blikket er med og uden fokus, på samme tid langt borte og tæt på.
I forbindelse med en udstillingsåbning med pinhole billeder i New York beskrev Marianne Engberg sin arbejdsgang: „Jeg arbejder med syv runde bokse, der er afmærket fra A til G. Det er helt enkle æsker, hvor der var havregryn i før. Jeg skærer æskerne til i forskellige længder for at have muligheder fra en normal vidvinkel helt op til telefotolinser. Jeg har aldrig brugt et lysmeter til mit pinhole arbejde. Som fotograflærling lærte jeg at læse lyset med øjnene og det er jeg fortsat med at gøre siden da. Mine bokse har ingen søger, det du ikke ser, er det du får på filmen […] Når jeg rejser, tager jeg altid mit hjemmelavede mobile mørkekammer med mig. Det er en kasse med to bakker; en til fremkaldervæske og en til fikservæske. Kassen har to huller med sorte ærmer, så jeg kan stikke hånden ind og skifte eller fremkalde filmen. I mørkekammeret skærer jeg en cirkel i et 4×5 filmblad. Når fotografiet er taget, beslutter jeg på stedet, hvilke kemikalier jeg vil bruge, hvilken temperatur fremkaldervæsken skal have og hvor lang tid forarbejdningen skal tage. På den måde kan jeg kontrollere negativets kontrast med stor præcision.”
Marianne Engberg rejste til Israel, Grønland, Kina og Skotland med sit pinhole kamera. Hun har også fotograferet for hende mere velkendte steder i New York og København. Kompositionen er altid meget klar i disse billeder. Skygger bliver til former, mure bliver til linjer, vinduer danner rammer. Landskaber og bygninger opnår en næsten grafisk æstetik, på grænsen til det abstrakte. Overgangen til mikrofotografiet i serier som “Sea Shells” og “Flora” virker derfor naturlig. I forbindelse med disse to serier blev Marianne Engbergs studie i Brooklyn omdannet til en slags visuelt laboratorium. Ved at bore et lillebitte hul i bagsiden af konkylier og muslinger kunne hun belyse dem simultant forfra og bagfra. Til blomsterne brugte hun vand og sølvpapir for at finde den rigtige lyseffekt og fotograferede dem indefra. Pinhole fotografiets runde form følger motivernes materialitet og silhuetter, så form og indhold virker sammen. Med “Shells & Flora” billederne begyndte eksperimentet i mørkekammeret at spille en tiltagende vigtig rolle i Engbergs værk.